|
PRESSEMEDDELELSE:
”Der er ingen andre værdier end de værdier det enkelte menneske ophøjer til værdi. Det er mennesket selv, der skaber mening med alting, også med sig selv. Det livsduelige menneske er det menneske, der erkender dette og har viljen til at skabe sit liv selv.” Nietzsche
Selviscenesættelse! Hvor går grænsen? Og hvad accepterer vi?
I ”En ren formalitet” har et menneske opfundet sig selv uden at føle sig forpligtet til nogen form for credit-liste i sit liv – og senere forsøger det at flygte fra den glorværdige identitet med nye løgne, fordi det er ubærligt ikke selv at være ”ægte”. Det er ikke længere muligt at leve op til den nye identitet.
Hvad sker der når man ”går død” – når man har ramt muren og ikke kan se en vej ud af krisen. Når man mister troen på at man er noget - og mister inspirationen og lysten til at komme videre!
Flugt i form af løgn og fortrængning er en mulighed. Bedøvelse, lægeordineret - eller selvbestaltet misbrug, en anden.
At møde et menneske, der insisterer på at afdække sandheden er en tredje.
Der er, på godt og ondt altid en credit-liste.
Er mennesket bag værket i virkeligheden underordnet, hvis værket er fantastisk?
Altså er det i orden, at være selviscenesat og muligvis et dumt svin, hvis bare man er en stor kunstner?
Har det betydning for vores forestilling af en kunstner og den verden, der kan være fascinerende, beundringsværdigt og imponerende? Måske beundrer vi kunstneren i en sådan grad, at hans værker og drømmen om mennesket bag, er det, der holder os oppe i en mindre fantastisk hverdagsverden. Men hvem er det i virkeligheden vi ser op til? Og lader os inspirerer af? Hvem er det vi beundrer?
”Vi skulle aldrig stå ansigt til ansigt med vores idoler. Tæt på, har de alle bumser”.
|
)
)
)
)
)