|
’En dag i det grønne’ – ja Teutonerne kunne ikke have valgt et bedre navn for dette anderledes kulturarrangement i Snedsteds grønne anlæg denne lørdag i august, hvor vejret viste sig fra sin allerbedste side med højt flot solskin hele dagen.
Koncert og teater Snedsted Tambourkorps indledte dagen på bedste vis med en flot koncert på festpladsen, og herefter stod der teater på programmet på friluftsscenen med den københavnske gadeteatertrup ’Dansk Rakkerpak’, som diverterede de mange publikummer med den vanvittige og morsomme forestilling Puttgarden. En forestilling som vakte stor begejstring hos både børn og voksne. Og fra teatertruppens side blev der udtrykt stor begejstring for friluftsscenen, som et helt ideelt og hyggeligt sted for netop sådanne forestillinger i det flotte solskinsvejr.
Folkedans Umiddelbart herefter stod der folkedans på programmet på festpladsen, hvor Thy Folklores dygtige folkedansere gav en forrygende flot opvisning med både danske, nordiske og amerikanske folkedanse – godt akkompagneret af deres egen spillemandstrup.
Strandhåndbold Fra et tilstødende grønt område i anlægget kunne der eftermiddagen igennem høres jublende tilråb, dommerfløjt m.v., så ingen var i tvivl om, at der her skete noget særligt. Og noget særligt var det bestemt også, idet den tidligere petanque-bane med 30 tons strandsand, var blevet forvandlet til en super strand-håndbold bane, hvor op mod 80-90 spillere dystede mod hinanden på de forskellige hold. Det var Midtthy Håndboldklub som stod bag denne aktivitet, som blev en meget stor succes i det flotte vejr.
Og successen var så stor, at man gerne vil bevare denne strandsand-bane i anlægget fremover, som udover håndbold jo også kan anvendes til andre sportsarrangementer f.eks. beach-volleyball m.m., og så kunne byens dagpleje-mødre måske også få stor glæde af dette anlæg, hvor børnene sikkert kan have stor fornøjelse af at lege i det dejlige strandsand.
Ja mulighederne er mange, så mon ikke det vil lykkes Teutonerne, at få kommunens tilladelse til at bevare denne lille plet i anlægget fremover.
Scenen er fri Næste arrangement på festpladsen var ’Scenen er fri’ – og her havde 7 modige sangtalenter meldt sig til. Og efter en forrygende opvisning, hvor hver deltager sang 2 sange efter eget valg med tilhørende musik – ja så var det op til de mange publikummer at træffe det svære valg, og stemme på to af de syv deltagere – som så efter antallet af stemmer ville blive h.h.v. nr. 1 og 2 i denne sangkonkurrence – og blive belønnet med h.h.v. kr. 500,- og kr. 300,-.
Resultatet af afstemningen blev at 17-årige Julie F. Søgård, Snedsted blev vinder af konkurrencen, mens Sofie Alstrup, Koldby blev nr. 2. Så udover at vinderne blev belønnet med penge-præmier, så fik alle deltagere også overrakt en T-shirt fra Aktiv Super i Snedsted og Koldby, som var sponsor for denne sangkonkurrence. |
|
Klik på billederne for store fotos.
 Billede fra spiseteltet.
 De mange tilskuere på Friluftsscenen.
 Strandhåndbold med dame-senior.
 Thy Folklores folkedansertrup.
 Folkemusikgruppen 'Gan Anim'.
|